Er der nogen tilstede?

Er sygefravær overhovedet noget en topledelse skal bekymre sig om? Og hvis ja, er det så ikke noget HR direktøren må fikse? Og er det nok med fysisk tilstedeværelse?

Spørgsmålene synes evigt tilbagevendende – jeg troede egentlig det var indlysende og
at alle en gang for alle havde indset de åbenlyse svar, men nej. De var hovedtema på en konference jeg deltog i, i forrige uge. Måske er det min alder der melder om “set det før” syndromet, eller også har temaet brug for at blive vendt i hver generation af ledere, uden nogensinde at blive endeligt besvaret. Sikkert en kombination!

Højt sygefravær har to konsekvenser for enhver organisation. For det første er det skidt for kvalitetsniveauet oplevet af kunder og for det andet er det dyrt. Begge dele er lige gode argumenter for det faktum, at det er noget øverste ledelse må være optaget af.

Sygefravær er et symptom. Først og fremmest på dårlig trivsel og dernæst på manglende ledelses opmærksomhed i forhold til fænomenet. Og trivsel i en organisation stammer fra toppen. Det samme gør spørgsmålet om opmærksomhed på performance, herunder fremmøde.

Det starter med at mennesker trives. Det er individuelt, hvad der skal til, og det er meget afhængigt af et rigtigt match mellem medarbejder og job. Derfor starter det allerede med rigtig rekruttering, herefter udviklingsplan, involvering og kontinuerlig dialog. Ledelser inklusiv topledelser er i dag langt mere facilitatorer end klassiske de “bedste og klogeste”. Man spiller hinanden gode i en sund organisation og man løber alle efter “bolden” og ikke “mændene”.

Hvis der dette til trods er medarbejdere med et atypisk højt sygefravær, handler god ledelse om at have et etableret tillidsforhold, som gør det muligt at tale med medarbejderen om fraværet. Aller bedst er det hvis medarbejderen selv kommer frem til at problemet eksisterer, og kan være med til at anvise mulige løsninger. I sidste ende hvis ikke der er en “fælles vej frem”, må ansættelsesforholdet ophøre. Er der tale om alvorlig sygdom, er det ofte det lykkeligste for alle at finde ordninger, så medarbejderen kan blive med tilknytning til jobbet så længe som muligt.

Her har vi reelt talt om fysisk fravær som følge af sygdom, men der er en mindst ligeså vigtig fraværs situation, nemlig den mentale. Efter netop at have tilbragt 2 timer i en British Airways kø i Heathrow terminal 5, må jeg konstatere at alt disponibelt mandskab var på plads. 3-4 managers inklusive, men íngen absolut íngen var mentalt tilstede. De arbejdede nærmest som zombier, og var uden nogen form for mandat til at hjælpe og assistere deres ca 150 strandede kunder! Under skilte med teksten “customer service” sad de og arbejdede så de kunne og det var ik overbevisende. Ingen papir i printerne, ingen lytteevne, ingen flexibilitet.

Efter at have købt en business class billet, for overhovedet at komme hjem, efter BA fejlagtigt havde canslet min billet, og ca 4 timer forsinket , kommer vi endelig ombord. Allerede ganske forundret over service modellen, konstaterer jeg nu at purseren bruger tid på at give hånd til alle guldkort holdere. Det er en ommer. “Get the basics right” før du putter glasur på kagen. Totalt mangel på ledelsesmæssig nærvær, efterlader de stakkel BA medarbejdere som rene service robotter, der siger det de er programmeret til, er tomme i blikket, og ikke har en eneste chance for at yde tilstedeværende og nærværende kundeservice.

Det er ikke gjort med at sikre fremmødet. Medarbejdere skal også behandles som tænkende væsener, der kan matche det publikum, man optræder for. Robotter eller automater kan klare det andet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *